-
Business-update: Parkens storaktionær har tæt forbindelse til uafhængigt medlem af bestyrelsen
Source: BDK Finans / 27 Sep 2024 10:55:32 America/New_York
God eftermiddag, kære læser. Klokken er blevet fyraften, og lige om hjørnet venter weekenden. Men først er det som sædvanlig blevet tid til at opdatere dig på dagens erhvervsnyheder. I denne omgang skal vi omkring vores nationalstadion, Parken, grønlandske rubiner og bekymringer for den europæiske økonomi. Men vi starter med en optur for det kinesiske aktiemarked. Så lad os komme i gang – god læselyst! #1 – Kinesiske aktier har haft den bedste uge siden 2008 Kinas aktiemarked lukker fredag på det højeste niveau siden 2008. Det ledende kinesiske aktieindeks CSI 300 er i denne uge steget med 15,7 procent, skriver Financial Times. Stigningen kommer, efter den kinesiske regering tirsdag lancerede en stimulanspakke, der skal sætte ny gang i Kinas økonomi. Chefen for den kinesiske centralbank, Pan Gongsheng, meddelte på en pressekonference tirsdag, at Kina vil sænke grænsen for, hvor meget kapital banker skal have i forhold til deres udlån, hvilket frigør omkring 950 milliarder kroner. Herudover sænkes renten på boliglån, og boligkøbere skal nu nøjes med at lægge 15 procent i kontanter mod 25 procent, der hidtil har været kravet. »Vi er i et afgørende øjeblik for den kinesiske økonomi og dets aktiemarked,« siger Nicholas Yeo, chef for kinesiske aktier hos investeringsselskabet Abrdn i et notat ifølge Financial Times. Også de europæiske aktier oplevede et løft denne uge som følge af udmeldingen fra Beijing, skriver mediet. #2 – Mineselskab har tabt næsten en milliard på udvinding af rubiner i Grønland Selskabet Greenland Ruby, der udvinder rubiner i Grønland, er begæret konkurs efter flere svære år med store millionunderskud. Det skriver Finans. Siden 2017 har virksomheden udvundet rubiner og pink safirer fra en mine i Aappaluttoq i det sydvestlige Grønland, men allerede i 2021 havde virksomheden ifølge Finans et underskud på 599 millioner kroner. Derfor kommer konkursbegæringen heller ikke som en overraskelse, siger Grønlands minister for erhverv og råstoffer Naaja Nathanielsen i en pressemeddelelse. »Der har i en længere periode været neddroslet aktiviteter omkring Greenland Ruby A/S, men håbet har været, at Greenland Ruby A/S kunne finde en anden holdbar og fremtidssikret løsning på udvindingen af rubinerne ved Qeqertarsuatsiaat,« siger hun. Allerede i august gik selskabet i betalingsstandsning, da det ikke kunne betale af på sin gæld. I den forbindelse udtalte administrerende direktør i Greenland Ruby Arnt Eirik Rørnæs, at man ikke var lykkedes med at »trænge tilstrækkeligt ind på markedet«. Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, siger ifølge Finans, at flere potentielle købere har vist interesse for at overtage forretningen. #3 – Ekspert sår tvivl om uafhængighed i Parkens bestyrelse Erhvervsmanden Erik Skjærbæk har en af sine tætte samarbejdspartnere, Michael Stenskrog, med i bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment, der er et børsnoteret selskab, som blandt andet ejer FCK og fodboldstadionet Parken. Men Michael Stenskrog er også officielt opgivet som uafhængig i Parkens bestyrelse, selvom den registrerede revisor har tætte relationer til storaktionær Erik Skjærbæk. Det skriver mediet Bold.dk. Blandt andet er Michael Stenskrog formand for bestyrelsen i seks af Skjærbæks firmaer. Når man ser på reglerne for god selskabsledelse, har komiteen klare anbefalinger på området. »Jeg betragter ikke Michael Stenskrog som et uafhængigt bestyrelsesmedlem i Parken. Han har en tæt og stærk relation til Erik Skjærbæk,« siger Morten W. Langer, der er chefredaktør på Økonomisk Ugebrev, til Bold. Parken Sport & Entertainment har ikke kommenteret artiklen. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Efter flere skrækår i ATP: »Der er klart behov for en grundlæggende reform« ATP forvalter knap 700 milliarder kroner af danskernes tvungne pensionsopsparing, som er et fortidslevn og skyld i, at pensionister nu og i fremtiden får et dårligt afkast. Derfor er der behov for en total ændring af pensionskassen, lyder kritikken fra CEPOS, der bakkes op af finanseksperter og flere oppositionspartier. Regeringen og ATP ser ikke et problem. Lasse Friis og Tobias Lind Larsen har skrevet historien. B: Topchefer kalder medarbejdere tilbage på det fysiske kontor. Nu stempler ledelsesrådgiver ind med skarpe vendinger. »Det er decideret dumt for bundlinjen« Siden coronapandemien har millioner af kontoransatte verden over arbejdet hjemmefra. Men topchefer er trætte af tomme kontorstole på arbejdspladsen. Ledelsesrådgiver mener ikke, at man først kan tillade hjemmearbejde og så rulle det tilbage igen. Det er Sarah Victoria Gratløv, der skriver historien. C: Sorte skyer over Europa sender rentepolitikken til eftersyn Håb om et snarligt opsving i europæisk økonomi har fået et skud for boven, anført af et Tyskland, der synker stadig dybere ned i mismod. Alt er dog ikke sort. Og for Den Europæiske Centralbank (ECB) er vejen mod lavere renter fortsat brolagt med bekymringer. Det er Ulrik Harald Bie, der kommer med analysen her. https://www.berlingske.dk/business/business-update-parkens-storaktionaer-har-taet-forbindelse-til